Det hjælper mig ikke. Jeg får alt for meget tid, hvor jeg ikke kan lave meget andet end at sidde og kigge. Altså… Så længe jeg ikke er ved at hoste mine lunger op, så jeg efterfølgende er ved at blive kvalt i dem. Ja okay. Overdrivelse fremmer forståelsen, men jeg har det virkelig ikke specielt godt. Hverken fysisk eller psykisk.

Nu sidder jeg lidt og tænker over, hvordan det kunne være, at jeg ikke kunne samle mig selv nok om at få lavet nogle afleveringer, men det er nu altså ret svært, når man samtidig hoster så meget, at man ikke kan holde hænderne på tastaturet og øjnene åbne. Lige nu hoster jeg heldigvis ikke. En kort tiltrængt pause.

Hvad har jeg fået dagen til at gå med? Jeg har ikke rigtigt foretaget mig noget – i hvert fald ikke noget fornuftigt. Jeg fik set Pearl Habour, som jeg også skal have afleveret i bogbussen her til aften. Ellers har jeg ikke foretaget mig det store.

Rotter… Endnu et problem der skal løses. Hvordan? Joeh. Min far mener, at vi kan være heldige, så vi kun skal til at brække gulvet i soveværelset op, for at få lappet rørene, som de er kommet ind af. For ikke så længe siden hældte far en masse sten og cement ned i et hul i gulvet mellem stuen og køkkenet. Der er nu hul igen. Han har lige været ude for at kigge i brønden. Der ligger en god del af isoleringen. Gad vide om stenene ligger i et eller andet rør? Det er ikke længe siden, vi fik suget vores brønd, og der ligger forholdsvis mange mærkelige ting deri, som bør ligge under stuegulvet.

Far fangede også en lille rotte i dag, da han ville se hullet. Den ligger nu i skraldespanden. Der kan den blive liggende. Vi håber lidt, at dens skrigen fik skræmt de andre væk, men vi bliver nødt til at få lukket den indgang, de har brugt for at underminere vores hus.

Det er frygteligt. Jeg bruger ikke min blog meget, men jeg har kun negative blogindlæg. Er jeg en negativ person?

Folk har ofte ment, at jeg umuligt kunne rende rundt og være trist. Jeg har de sidste 3 år været den person, der muntrede andre op, når de var triste. Jeg har snakket med folk, når de har haft det dårligt. Jeg har aldrig haft et problem med at udfylde den rolle. Eller. Jeg havde aldrig haft et problem. Det har jeg nu.

Jeg kan ikke længere ignorere mine egne problemer. Jeg kan ikke længere flygte. Jeg kan ikke se nogen udvej ved forglemmelsen mere. Det holder ikke i længden.

Alt for længe har jeg glemt at tænke på mig selv. Alt for længe har jeg fortrængt det, der (for mig) bare var bagateller. Hvis jeg har mødt modgang, ulykker og lignende, har jeg bare slået det hen. Fortrængt det. Gemt det væk. Stress… Stress blev et af resultaterne.

Den stressede periode var bare ikke nok, til at få mig til at indse, at jeg har et reelt problem. Der skulle desværre mere til. Jeg opfattede ikke engang, at jeg egentlig var stresset før efter et par måneder. Selv det, at jeg var stresset, havde jeg ignoreret. Nu har jeg fundet ud af, at det var en fejl.

Det hele var en fejl fra begyndelsen. Jeg har fundet ud af, at hvis man har en eller anden form for problem, skal man få hjælp eller få det bearbejdet, inden man kan få det ud af systemet igen. Det nytter ikke noget at sætte problemerne i bur bagerst i hjernen. Tremmerne holder ikke for evigt. Det måtte jeg lære på den hårde måde.

Min tilsyneladende bekymringsfri tilværelse og atitude blev godt og grundigt nedbrudt for noget tid siden. Det hele ramlede ned om ørene på mig og for længst gemte og glemte problemer og følgerne deraf fra fortiden indhentede mig. Det hele ramte mig på samme tid og brød hele min mur af illusioner i stykker.

De sidste mange år – 10 år eller mere, har jeg stille og roligt fået opbygget en mur. En facade. Ingen måtte finde ud af, hvem jeg var. Ingen måtte trænge igennem. Ingen måtte komme for tæt på – det var for svært. Hvis tingene/folk kommer for tæt på, bliver det hele sværere at kontrollere. Jeg ville for enhver pris opretholde kontrollen over mit liv. Nu kan jeg være bagklog og sige, at selvfølgelig kunne denne mur ikke holde for evigt. Det er altid nemt at være bagklog. Jeg vidste det også dengang, men jeg var ligeglad. Det var en løsning, jeg kunne bruge med det samme. Jeg skulle ikke gøre meget andet end at glemme og lade som om. Kunne det have været meget nemmere?

Jeg ligger, som jeg selv har redt. Jeg har truffet nogle valg i mit liv. Disse valg må jeg nu tage konsekvenserne af. Det bliver hårdt. Lige nu kan jeg slet ikke overskue det. Jeg kan faktisk ikke overskue noget som helst lige for tiden. Jeg kan ikke tænke mig til, hvad jeg skal om en time. Jeg kan ikke overskue et enkelt modul i skolen eller en time af fritiden. Jeg føler, at det er en umulig opgave at komme ovenpå igen, men sådan må jeg ikke føle. Hvis jeg fortsætter på den måde, bliver det bare værre endnu. Jeg må bryde fri – lægge det bag mig. Jeg må bare ikke gentage min gamle vane. Jeg må ikke ignorere det, gemme det og glemme det. Hvis jeg gør det, vil det ramme endnu hårdere næste gang.

Jeg må finde en måde at komme videre på, som ikke bare involvere min egen evne til at fortrænge det, jeg ikke vil indse. Jeg må finde en måde, hvorpå jeg kan gennemarbejde problemerne… Et problem af gangen. Jeg ved bare ikke, hvor jeg skal starte. Jeg kan hverken se en begyndelse eller en ende på noget som helst. Jeg prøver stadigvæk at flygte. Det er så meget nemmere. Denne gang er det bare en umulighed. Jeg kan ikke længere flygte. Jeg må stoppe op og se det i øjnene. Jeg må revurdere mit liv og min tilværelse. Jeg må vende og dreje hvert eneste aspekt af mit liv. Der er ikke andet at gøre. Det er bare så svært.

Hvordan gør jeg? Hvad gør jeg? Hvor skal jeg starte? Kan jeg? Bør jeg? Ja! Jeg bliver nødt til det. Vil det nogensinde være ovre? Jeg er ikke sikker. Jeg skal tage stilling til ting resten af mit liv, men lige nu skal jeg bryde med fortiden… Men hvordan?

Det har de fleste sikkert oplevet. Man vil hjem(eller et andet sted hen) til en bestemt tid. Man har måske endda sørget for, at man har mere end 10 minutter til hvert skift. Man står på stationen. Ens tog er 10-12 minutter forsinket.

“Åh nej! Nu håber jeg ikke, det bliver meget mere forsinket på vejen. Jeg vil så gerne nå det næste tog”

Det er jo næsten en selvfølge at man enten skal løbe som om man havde en øksemorder i hælene for at nå toget, ser sit tog køre foran næsen på sig eller slet ikke når det. Hvis det sidste er tilfældet, håber man selvfølgelig på, at der snart kommer et nyt tog. Dette er dog en sjældenhed(i hvert fald for mig). Næste tog: en time. Tusind tak! Det er bare lykken. Damdamdam! Hvad så nu?

Sidste gang var i går. Damdamdam! Det err søndag… Netto har lukket. DSB-kiosk? Damn! Ikke igen. Nå! Ind for at købe noget at drikke. Jeg var forfærdeligt tørstig. Vupsi-dupsi! Der røg en halv liter kakao ned. Hvad så nu? Min rejsekammerat var heldigere end mig. Hendes tog kører hver halve time – hvis ikke oftere. Nu var hun væk. Nå! DSB-kiosk! Hvorfor ikke? Jeg har jo allerede været derinde. Hvad skal jeg købe? En eller anden form for underholdning. Der må være nogle blade, jeg gider læse i bare en halv time. (kigge kigge kigge). Ti minutter efter var jeg ude igen. Ikke med et enkelt dårligt dameblad, som er vildt irriterende at læse – nej nej. To… Man kunne jo købe et nummer af “Bazar” og få forrige nummer med. Desuden var det billigere, end det plejede. Ikke nok med det. Jeg måtte også lige købe “Psykologi”. Det var dobbelt så dyrt som de to andre tilsammen. Nå! Det har indtil videre også kunnet underholde mig dobbelt så længe. Sidst – men ikke mindst – havde jeg også købt nogle karamelstænger og lidt vingummi. Det er jo super til rejsen, nu når jeg spiste omkring 15.45 og ikke er hjemme før omkring 20.30(eller. Der ville jeg være på stationen, hvor min mor ville hente mig.)

Efter at have siddet og gnasket en karamelstang og læst lidt om psykologi, bestemte jeg mig for at gå ned på sporet. Der var rimelig god tid, men jeg ville virkelig ikke misse et tog mere. Jeg kom ned på sporet. “Toget er forsinket 10-12 minutter” Nej! Det kan bare ikke passe – men jo!

Det var lidt køligt, så jeg satte mig ind i et af ‘glasburene’ for at læse og fortære endnu en karamelstang og et par vingummier. Jeg går ud fem minutter før, toget skulle komme(efter at have lagt forsinkelsen til). Jeg står lidt og tripper. Nu er der gået et kvarter. Det er ikke længere ‘bare’ 10-12 minutters forsinkelse. Nu er der allerede gået længere tid og jeg har ikke hørt noget til toget endnu. Nå! Hmm… Der er et par eksemplarer af “Metroexpress”. Måske står der noget interessant. Næh! Det er jo klima-tema-udgaven. Jeg havde troet, at det var et par dage siden, det skulle være udkommet, men der var jeg heldig. Det kunne måske blive lidt interessant. Jeg læser et par artikler. Hey! Nu nævner de endelig mit tog i højtalerne. Jeg kigger på uret. Ja! Nu er det så også kun lidt over 20 minutter siden det skulle være kørt uden forsinkelserne. Jeg havde selvfølgelig ringet til min mor for at fortælle hende, at jeg nok højst sandsynligt ikke nåede toget i Skanderborg pga. at forsinkelserne var lidt større, end de havde skrevet på tavlen. Det ville føre til, at jeg skulle vente endnu en time i Skanderborg, inden jeg kunne komme videre. Ville jeg overhovedet komme hjem den søndag, eller ville det ende med et nattog, så det egentlig var blevet mandag, inden jeg kom hjem? Det ville jeg nok snart finde ud af.

Toget kom langt om længe. Det var selvfølgelig fyldt godt op. Det gjorde dog ikke mig noget. Jeg fik en plads på trappen, så jeg kunne sidde ned. Jeg er så vandt til at sidde der. Omkring tre kvarter og så ville jeg være i Skanderborg, hvis denne tur ellers gik nogenlunde. Jeg kom til Horsens og ind stiger en veninde. Det var da hyggeligt. Så kunne vi underholde hinanden. Hun skulle også have nået det samme tog i Skanderborg, så der ventede vi sammen.

Der sad en mand overfor os, da vi ventede i Skanderborg. Han kunne vidst ikke sige meget mere end “Ozzy! Ozzy Ozzy Ozzy! Ozzy Osbourne! Han er niiiice! Ozzy-Ozzy Osbourne..” Jaja hurra for ham! “Ozzy Ozzy! AC/DC! Dire Straits! Ozzy! Women!” Hold nu bare op. Det er ikke til at hverken tegne eller læse sådan som du råber op. Det hjalp tydeligt vis ikke at ignorere ham. Han fortsatte alligevel. “Ozzy Ozzy! Ja! Kvinder! Jeg forstår dem ikke! Ozzy Ozzy Ozzy!” Da vi gik ud til toget sagde han noget i retning af, at nu gik kvinderne, men der kom jo nok nogle nye. Vi kom på toget til Silkeborg.

Silkeborg! Langt om længe! Vi stod af og her skiltes vores veje igen. Min stakkels veninde skulle vente igen, da hendes bus ikke kørte så ofte. Min bus kørte slet ikke(medmindre man ringede en time i forvejen og bestilte en teletaxa til de sidste fem kilometer), men min mor holdt og ventede. Endelig! Endelig kunne jeg komme hjem!

Hvis der rent faktisk er en, som læser alt dette brok igennem, burde personen vidst få en medalje – eller i hvert fald en karamelstang(jeg delte forresten de sidste par stykker med min veninde. Så kunne hun også overleve, til hun kom hjem). Jeg hopper i tiderne og der er garanteret både stavefejl og tastefejl, men det skal være med i en blog, hvor man ikke rigtigt laver andet end at brokke sig. Det sker nok igen senere.